Klimatalks - samtaler, der forandrer

Hvad har vi dog gjort, for at vi skal have det så godt? 
Vi har belånt fremtiden for at kunne grave fortiden op og brænde det hele af med det samme. Dét har vi gjort!

Spørg om talk

med Lasse Nyholm Jensen og moderator

 
 
 
 
 
 

Poetry slammer, kunstner og aktivist

I talken med Lasse taler vi om tempoet i tiden, hvad det gør ved os, og  om hvordan vi kan få tiden tilbage i vores liv og dermed genfinde balancerne i forhold til de planetære grænser og vores livsgrundlag.


Vores civilisation er kommet op i et hæsblæsende et tempo, men hvad kan et lavere tempo føre med sig på samfundsplan og individniveau? I fohold til klima, miljø, kreativitet, sundhed, sindet mv., Det dykker vi ned i i talken med Lasse. Vi taler om, hvad vi går glip af, og hvad vi vinder i en langsommere verden. Og om at bruge poetry slam og kunsten som klimakanal til hjerte & hjerne.

Talken tager udgangspunkt i Lasses årelange erfaringer med at fravælge  “den slagne vej” og fokus på materiel velstand for i stedet at træde sin egen sti. En sti, der har budt på færre penge mellem hænderne, men masser af tid til at opøve nye færdigheder, bo i vildmarken i Sverige, strikke, bygge sit eget hus, kede sig, få ideer og føre dem ud i livet - og til at opdage og reflektere over verden omkring sig. Som optakt til talken får vi selvfølgelig en omgang poetry slam med indbygget bid og vid.


Emneord: Langsomhed, meningsfylde, balance.

Lasse Nyholm Jensen

Mere om Lasse...

Lasse Nyholm Jensen har deltaget i poetry slam-konkurrencer siden 2006 og er siden blevet den mest vindende poetry slammer herhjemme - blandt andet har han vundet Danmarksmesterskabet fire gange samt ti lokale mesterskabstitler i årenes løb. Hans tekster kredser om klima- og biodiversitetskriserne, vækstsamfundets og konkurrencestatens dårlige vaner o.lign., hvilket bliver formidlet på tankevækkende vis og som oftest i en blanding af humor og alvor.


Lasse Nyholm Jensen har siden 2007 (med en afstikker til en svensk skov i 2015/16) boet i et gammelt bindingsværkshus på Sydøstfyn, hvor han lever en lavindtægts- og lavforbrugstilværelse, dyrker sine egne grøntsager, tilegner sig nye færdigheder, strikker nogle trøjer, drejer nogle skåle og bygger en håndøkset ”stavkirke” i baghaven – alt sammen i et forholdsvis adstadigt tempo.


Lasse Nyholm Jensen har siden 2023 været aktiv i Fossilfri Fremtid, en bevægelse, der arbejder på at standse Danmarks olieproduktion.