Klimachef i Middelfart Kommune og holdspiller
I talken med Morten Westergaard får vi et sjældent indblik i, hvordan kommuner og borgere spiller hinanden gode og sammen accelererer
de grønne borgerbårne initiativer. Mange initiativer bliver i dag bremset af bureaukrati og modvilje, men sådan behøver det ikke at være.
Hvordan kan en gruppe borgere gå sammen om at drive en solcellepark, etablere en grønnere varmeforsyning eller fx skaffe ladestandere til lokal-området? Bare spørg Morten! Som landets første kommunale klimachef er han blevet kaldt "Godfather of kommuneklima”, og han er bl.a. en af initiativtagerne bag det nationale klimafolkemøde i Middelfart. De mange projekter, han er engageret i, er altid skabt gennem holdpræstationer.
For ham handler det om at fjerne afstanden mellem kommune og borgere og samtidig sikre, at bureaukratiet ikke spænder ben for de gode grønne initiativer. Morten ser muligheder fremfor begrænsninger og har årelang erfaring med, at det er vejen frem.
Få Mortens bud på, hvordan borgerdreven forandring og forankring ser ud, når man puljer kræfterne og samtidig har modet og fantasien til at satse og tænke stort. Og bliv smittet af hans ukuelige optimisme.
Emneord: Mod og motivation, fællesskabets kraft, brobygger.
Morten Westergaard er uddannet samfundsfaglig landinspektør og
har en master i læreprocesser og en uddannelse i bæredygtighed fra Cambridge University. Han har sat klima på den offentlige dagsorden og været med til at vinde priser og anerkendelser i både ind- og udland.
Morten Westergaard er medlem af flere klimarelaterede bestyrelser
bl.a. Aalborg Universitets Mission Partner Board, Nationalt Center for KlimaForsknings advisory board og Viden Om Datas advisory board.
Samtidig er han medudvikler af Termonet Danmark (5. generations fjernvarme) og medstifter af og forperson i Energifællesskaber Danmark.
Udover at være erklæret klimaaktivist er Morten Westergaard inkarneret cyklist. Som uddannet certificeret coach og tidligere elitetræner har han bl.a. bidraget til et af Danmarks mest vindende kontinentalhold og udviklet ryttere til sejre i Tour de France.
Copyright 2024 © by Klimatalks
Alle rettigheder forbeholdes