Klimatalks - samtaler, der forandrer

”Jeg vågnede op med skræk. Ikke klimaangst. Ikke sådan noget med, at jeg har et individuelt problem. Der stod det bare meget klart for mig, at det her kan vi simpelthen ikke overlade til børnene. Altså, det her, det er jo et generationssvigt. Vi er nødt til at vise vores børn, at vi tager et ansvar, at vi gør noget”

Filminstruktør

I talken med Phie Ambo tager vi afsæt i kunsten og kulturen som afgørende også i klimakampen. Med årtiers erfaring som filminstruktør og stifter af bl.a. Den Grønne Friskole og klimakoret GOD ENERGI beviser hun, at handling sker ved at gøre.


Phie har de seneste ti år kastet alle kræfter ind i den grønne omstilling både fagligt og privat, og sammen med ægtefællen Anders Morgenthaler er hun en af de mest toneangivende kulturpersonligheder på området.


I grønne kreative fællesskaber kæmper hun for en fossilfri og bedre verden og konfronterer både olieselskaber og pensionsselskaber på sin vej. Aldrig højtråbende, men roligt fattet og skarpt.


Samtalen med Phie vil handle om kulturens rolle og de fortællinger, der skal til for at motivere og inspirere os til at tage handlemodigt fat om klima- og biodiversitetskrisen og se det meningsfyldte og nødvendige.


Emneord: Kulturens rolle. Kreativitet og aktivisme. Grøn uddannelse.

Spørg om talk

med Phie Ambo og moderator

 
 
 
 
 
 

Phie Ambo

Mere om Phie ...

Phie Ambo (født 1973) tog afgang fra Den Danske Filmskole i 2003 og har siden arbejdet med kunstneriske dokumentarfilm. Hun står bag flere prisvindende film bl.a. 'Family', der vandt hovedprisen på verdens største dokumentarfilmfestival IDFA (2001). Siden har hun instrueret 'Gambler' (2006) og trilogien 'Mechanical Love' (2007), 'Free the Mind' (2012) og 'Når du kigger væk' (2017). Hun er medlem af The Oscar Academy og er i gang med et forskningsprojekt på Den Danske Filmskole om grønne narrativer på tværs af genrer.


Phie Ambo har de sidste ti år fokuseret på den grønne dagsorden med film som ”Så Meget Godt i Vente” om et biodynamisk landbrug og ”70/30” om tilblivelsen af klimaloven i 2019. Filmen er af The Guardian udnævnt som en af de 15 vigtigste klimafilm i nyere tid. ”Organiseret Vildskab” (2022) - om genforvildning af Hammer Bakker i Nordjylland - er hendes seneste værk.


Phie Ambo er initiativtager og medstifter til bl.a. Den Grønne Friskole på Amager og klimakoret GOD ENERGI.


Privat danner hun par med tegner og filminstruktør Anders Morgenthaler.